Om at have jordens dejligste hund

  Herbert gør mig lykkelig. Selvfølgelig i kombination med alle de andre dejlige dele i mit liv som min kæreste, familie og venner. Men jeg tror virkelig ikke, at jeg havde forestillet mig den glæde, som Herbert kan give mig, da vi hentede ham for cirka to år siden.

M og jeg var flyttet sammen en måned tidligere. Ja, du hørte rigtigt, én måned tidligere. Så som om det ikke kunne være en test nok i sig selv, tilføjede vi da lige en hund efterfølgende 😉 Jeg har altid haft katte, men har også drømt om at få en hund i mange år. Jeg vidste, at M og jeg på et tidspunkt skulle have en, men der skulle helt sikkert gå lidt tid. En aften sidder jeg på DBA og kigger på hvalpe (bare for sjov selvfølgelig…) og falder over Herbert, som simpelthen er den sødeste lille uldtot. Jeg viser ham til M, som siger, at vi næste dag bare tager ud og KIGGER, så det gør vi. Herbert var selvfølgelig endnu lækrere i virkeligheden, og på vejen hjem derfra tænker vi fordele og ulemper: hvad hvis vi går fra hinanden, hvad når vi ikke studerer mere, og han har mange timer alene osv osv. Næste morgen skal vi give svar. M kigger på mig og udbryder: Vi gør det!! Ring og sig det! Men jeg kunne ikke. Det skal lige siges, at ingen af os havde fortalt vores forældre om ideen med hund, for vi vidste måske godt hvad de ville svare 😉 og derfor kunne jeg ikke sige ja. Jeg er typen, som deler næsten alt med mine forældre, og tanken om at sådan en stor beslutning skulle tages bag deres ryg, hujede mig ikke ligefrem. Jeg ringede og sagde nej tak til Herbert. M var skuffet. Så ringede jeg til min mor. Hendes kommentar var: Jeg vidste, du ville have den hund på et eller andet tidspunkt jo, og efter at have talt med hende ringede jeg og sagde JA TAK til Herbert.

De første seks måneder var hæslige. Jeg tror ikke, vi sov meget mere end et par timer hver nat. Herbert rendte rundt i lejligheden og ville lege, og ellers skulle han på toilettet. Jeg fik hele tiden at vide, at jeg skulle være hård ved ham og sætte grænser, hvilket var mega svært. Set i bakspejlet i dag skulle jeg have været MEGET bedre til det. Hans søde lille ydre gjorde det nærmest umuligt. Han er min baby, men jeg har godt nok lært meget af det i dag. I dag er han jordens dejligste hund, hvis du spørger mig. Han har sine mange særheder og kan virkelig irritere mig til tider, men nøj hvor jeg elsker den lille åndssvage hund, ligesom resten af hans familie gør. Når han kl. 4 om morgenen står på bagben ved siden af sengen for at blive løftet op og putte sig ned under dynen mellem M og mig, så smelter mit hjerte. Og ja, han sover i sengen. Og lige på det punkt er det ikke engang fordi, jeg har været for blød. Jeg ELSKER at have ham i sengen. Så kan alles snak om bakterier og snavsede poter være ligegyldig! Vi har alle godt af at være i kontakt med bakterier, og jeg vil langt hellere have Herberts pote-bakterier på mig end alle dem fra håndtag og kontanter 😉